Rumænien – En weekendtur med frisk luft

Bukser tjek, vådservietter tjek, sovepose tjek. Tasken lukkes og smides i bilen. Herefter går turen mod Billund Lufthavn, kun forhindret af en enkelt tankstationsstop hvor jeg er nødt til at indtage en mængde energi, i form af et par franske hotdogs. K var ikke sulten, så det blev en solo oplevelse at nyde det bløde brød, overtæsket i dressing med et par pølser i, som kunne have lagt på grillen i flere dage. Hertil skyllet ned med en sodavand, der til sammen gav den lette sum af små 100kr – også sagt som en hel dags mad for 2 personer, så snart man er ude fra de danske grænser.

Flyet lettede fra Billund og kort efter ramte vi landingsbanen i hovedstaden Bucharest. Jeg havde forinden fået en mail fra biludlejningsfirmaet (læs tips og råd) hvori der var beskrevet hvor vi skulle gå hen ved ankomst til lufthavnen. Vi blev mødt af en venlig mand som førte os ud fra lufthavnen og hen i en bil, som derfra tog os over til udlejningsstedet. 5km senere stod vi i en lille butik hvorfra vi skulle ordne det kedelige papir arbejde for at få udleveret bilen. Selvfølgelig skulle det ikke gå problemfrit – pludselig var kortene Mastercard og Visacard Debit ikke godtagelige til reservation af depositummet. Jeg fandt det en smule underligt da det normalt virkede i alle andre lande, og her er det man skal gøre op med sig selv hvor langt man vil gå. Manden der sad bag disken, var urokkelig, og det kan jeg nemlig også være, men K og jeg er i Rumænien i 3 dage, og han er her for evigt, endda lønnet, i vores fælles stædighed. Af denne grund endte det med at vi måtte betale 400 ekstra kroner for at få en forsikring der gjorde vi ikke behøvede at få fastlåst depositum, hvilket gjorde at beløbet gik fra 300 til nu at koste 700kr for udlejning af bilen i 3 (knap 4) døgn. 

Fuck det, vi skal videre!

Bilen blev lejet, og vi fik den udleveret. En fin spritny (det er nu ikke noget vi stræber efter at den skal være) Skoda Octavia som vi skulle bo i de kommende dage. Klokken var aften tid og der var mørkt i den store by Bucharest. Jeg havde dog besluttet mig for at vi kørte det meste af de ca. 3,5 timer i ét rap, så dagen i morgen var brugbar til at vandre og opleve Rumæniens natur. Efter ca. 2,5 time holdt vi ind til siden af vejen. Vi var nu i det berømte Transylvania område. Kender du det ikke, så skriv det lige på google og se hvor vanvittig flot naturen er.

Bliver vi røvet og overfaldt?

Tanken om at sove i bilen, i vejkanten i Rumænien virkede for mig en smugle skræmmende når jeg kom til at tænke på det. Nu var virkeligheden bare den at det ikke længere var en tanke, men virkelighed. Jeg var i bilen, som holdt i vejkanten, i Rumænien. Og der var mørkt og ikke en eneste lyd. Vi lagde sæderne ned og hoppede i soveposerne. Her lå vi og snakkede lidt inden vi begge af udmattelse faldt i søvn. Jeg vågnede en anelse tidligere en K og gik herfra ud af bilen og lige vågnede helt op. Jeg havde sovet fantastisk. Jeg var ikke blevet vækket og vi var ikke blevet røvet eller noget som helst. Solen var på vej op og alt tydede på at vejret skulle blive fantastisk.

  • Havde ikke regnet med at vejret i slutningen af oktober måned ramte 27grader over middag!

Første mål for denne dag var at se det berygtede og omtalte Dracula Slot som er beliggende i byen Bran. Vi satte GPS’en til denne by, som lå 30min fra hvor vi havde holdt ind og sovet. Vi blev utrolig overrasket over hvor primitivt de små lokale byer var indrettet, og inden længe begyndte folk at komme ridende i hestevogn. Vi havde hørt en masse historier om hvor vildt de kører i Rumænien, men dette kunne vi ikke som sådan mærke. Trafikken er selvfølgelig en tand mere lovløs end i Danmark, men i forholdet til Asien er det ikke så vildt. Det er selvfølgelig også begrænset hvor vildt du kan rasere trafikken i hestevogn – Men bilerne og lastbilerne viste også hensyn til hinanden.

Ankomst til Bran – Dracula slottet

Klokken var stadig morgen og vi var ankommet til byen. Slottet stod almægtigt på toppen af en bakke i byen, og tronede ud over det flotte landskab. Selve ondskaben, som jeg personligt havde forventet at føle ved synet af slottet, var ikke til stedet, men slottet var flot og det var bestemt også et vi var nød til at udforske lidt mere. De lokale ved godt at dette er byens absolut største (også hele Rumæniens) indtægtskilde på turisme, så selvfølgelig var der er en betalingsbod lige uden for selve indgangen. Her gav vi 50kr pr person for at komme tæt på slottet og se det indvendigt.

Bilen parkeres og tasken pakkes – hvor galt kan det gå?

Vi havde nu set det slottet og havde fra samme by fundet en vandre rute (google Hiking Routes Bran, og der vil komme utallige flotte ruter) som vi ville bruge de næste mange timer på at vandre. Turen var beskrevet som 4-6 timer, hvor man ville blive ført igennem forskellige typer landskab og til sidst ende i en lille landsby uden for Bran. Vi sorterede tingene i bilen og pakkede det nødvendige over i én taske, som vi så ville tage med på vandreturen. Planen var at vi ved vejs ende ville blaffe eller betale nogen for at køre os tilbage til byen Bran. Turen startede stille og roligt langs byens gennemgangs vej, hvorfra den første ind på et græsareal med tydelige skilte hvorpå forskellige vandreruter var afmærket. Ruten jeg havde læst om, var afmærket med en aflang rød streg. Denne rute fulgtes de første 45min med en anden rute som var afmærket med en hvid og rød cirkel. Ruten begyndte med en vanvittig stigning op ad en bakke. Herfra var der den flotteste udsigt over til slottet. Vi gik inde i et skovområde med nogle kraftige stigninger et stykke tid endnu, inden ruterne delte sig til venstre og højre. Til venstre førte en tydelig befærdet sti afsted med den hvide og røde cirkel. Her kunne man se at stien førte ud af skoven og ud i et mere åbent landskab. Til højre var der ingen sti, men vi kunne på træerne se afmærkningen fra den rute jeg havde læst om. Vi stod lidt og overvejede situationen men blev enige om vi selvfølgelig ville følge den rute vi havde planlagt, så vi begik os væk fra stien og fulgte den røde rute.

På afveje

Vi kom dybere og dybere end i skoven. De brune, gule og røde efterårs farver var flotte i skoven, hvor bladende lå som et tæppe på skovbunden. Terrænet vi gik i blev mere og mere besværligt da bakkerne i skoven var stejle, bladende var glatte og afmærkningen blev dårligere og dårligere. Jeg blev ved med at tænke at nu måtte vi for fanden da snart komme ud af den her skov, så vi kunne komme til at se det flotte landskab. Jeg gik også og tænkte på hvad jeg egentligt havde tænkt mig at stille op hvis vi mødte en bjørn. Jeg måtte vel bare tænde goprokameraet og filme min kamp med selfiesticken. Vandreturen blev mere og mere u overskuelig som tiden gik. Og vi begyndte at fare vild flere gange. Hver gang måtte vi tilbage til hvor vi sidst så en afmærkning, og derfra finde vejen frem igen. Vi faldt og gled tit på røven pga. de mange blade. Afmærkningerne viste at vi skulle stejlt ned af, hvilket vi skulle i over en time. Tvivlen på om det var det rigtige sted vi gik kom ofte frem i tankerne. Men afmærkningen var stadig den rigtige. Muligvis var lige præcis denne rute ikke blevet holdt ved lige, eller brugt, og derfor groet til. Umulig var den, og det var drænende.  Efter et par timer ramte vi bunden af skoven, og herfra søgte vi ud. Svedet tæskede af os begge. Hvem havde regnet med at der om natten ville være 3-4 grader men om eftermiddagen op til 27grader! Jeg var så træt og udmattet og vred over denne lortestart på en vandreferie. Heldigvis er K og jeg gode til at finde det positive i alle situationer på rejserne, så samtidigt kunne vi også grine af det. Men irriteret var jeg. Jeg ville ikke nøjes med kun at gå rundt inde i selve skoven. Jeg ville også opleve de fantastiske udsigter som jeg havde læst og set på nettet. Vi endte på en støvet grusvej, hvorfra vi fandt en vej der førte tilbage til bilen. Det tog godt 40min at komme til bilen når først vi gik langs en hovedvej, trods vi have vandret mange timer i skoven med store stigninger.

 Op med humøret – Næste stop National Parken Piatra Craiului

Da vi kom til bilen, hev jeg telefonen frem. Jeg havde læst om en naturcenter der skulle ligge i naturreservatet Piatra Craiului. Her ville jeg spørge til råds om hvor de forskellige vandreruter starter, og hvilke der var at anbefale. Vi kørte i godt 30-40 min mere for her at komme til den lille lokale by ved navn Zarnesti. Byen havde en helt afslappet atmosfære. Der var ikke skyggen af stress og kaos i denne by. Der var nærmere helt dødt. Pludselig kunne vi høre noget komme travende. Det var en af de lokale der kom med hans cykel i den ene hånd, og en ko i den anden. Vi fik at vide at det var en ganske almindelig ting at man lige trak sin ko på marker til at græsse inden man tog på arbejde og så hentede man den når man havde fri. Så ville man altid have varm frisk mælk. Da vi ankom til naturcenteret i byen, satte vi os på jorden og spiste lidt af vores mad. Vi havde som sædvanligt handlet flutes, pålæg og smøreost. Bagefter gik jeg indenfor hvor jeg fik en masse råd og vejledning i hvor det ville være godt at starte sine hikes. Der var et helt bestemt område kaldet Fantana Lui Botorog, her var samlings punktet for flere forskellige ruter som alle sammen førte om i bjergkæden Piatra Craiului. Da jeg havde fået lokationen ind på telefonen, viste det sig at det kun var 10min kørsel fra hvor vi var. Vi hoppede i bilen og kørte derhen med det samme.

En mild gåtur i dag – den store i morgen!

Vi blev ved ankomst enige om at tage en rolig gåtur til resten af dagen. Der var en anden rute som angiveligt skulle føre langt op i bjergområdet, den valgte vi at gemme til dagen efter, så vi kunne være klar fra morgenen af og have hele dagen.

Vi brugte resten af dagen på at vandre og snakke langs en stor grussti – som viste sig også at være en del af en mountainbike rute. Der var alligevel nogle flotte scenarier på turen, hvor man virkelig kunne mærke hvor lille man er iblandt de enorme klippevægge. Dagen sluttede på en dejlig måde ved at vi fik gået denne rute. Her fik vi en smugle udsigt. Stadig ikke nok efter min mening, men nok til at give en smugle tilfredsstillelse. Samtidigt havde vi fået god information om området, og vi vidste nu at der var den anden rute som skulle være et fedt hike op i bjerglandskabet.

Da det blev mørkt kørte vi ind på en lokal lille restaurant – her kunne vi få mad for i alt 60kr for os begge. Efter maden kørte vi ud på en åbenmark og parkerede bilen. På trods af at vi lå i bilen vil jeg nok mene at dette er et af de mest hyggelige, skønne og flotte steder jeg nogensinde i mit liv har sovet. Lige nøjagtigt denne lokation vil jeg aldrig glemme. Himlen var fyldt med stjerne og man kunne se bjergene i baggrunden og drømme om at det var derop vi skulle når vi stod op i morgen.

Godmorgen – i dag skal der hikes!

Vi stod tidligt op – friske og veludhvilet. Fra hvor vi havde sovet natten over, kunne vi se op på de store bjerge, som vi snart skulle op at vandre omkring.

Vi pakkede igen en taske med det nødvendige i. Vand, chips, nødder og brød havde vi pakket, samt vores kamera. Vi havde også plads til at smide vores overtøj i tasken når det senere på dagen blev varmere. Om morgenen var der ikke mere end 10 grader, men vi vidste at det efter nogle timer ville blive 20+.

Start point

Vi ankom til startpointet som også var hvor vi havde været i går. Vi parkerede bilen langs vejkanten og spiste en smule mad inden tasken blev smidt på ryggen og vi gik hen til det tegnede kort som sad sømmet fast til et stort træskilt. Der var herfra 2 ruter. En gul rute der førte igennem landskabet og endte ved en hytte langt oppe i bjergområdet. Herfra skulle man gå samme vej tilbage. Der var også en blå rute, som man kunne koble på den gule rute når man ramte hytten. Denne ekstra rute blev beskrevet som risikofyldt da den ville føre dig op på toppen af bjergene og den vej føre dig ned på den anden side så du igen vil blive koblet på den gule rute. Det vil blive en ekstra 4 timers hiking.

Første etape – skovområdet

Jeg valgte at jeg ikke ville beslutte mig om dette endnu. Nu skulle vi først og fremmest afsted på den gule rute og opleve naturen. Vi gik afsted og startede med som dagen før at gå ind i et skovområde fyldt med de brune og gule efterårsfarver. Igen var bunden dækket af et tæppe af blade, som var så glatte at man var ved at ryge på røven. Dog var der en tydelig sti som viste at vi ikke var de eneste der gik her. Stigningen var utrolig hård, og jeg tænker at det er de første 30min på denne tur som afgør om man hopper fra. Sin kondi og sin lyst til at hike bliver testet her, men klare man denne halve time, plus minus, så vil du blive belønnet. Afmærkningen var rigtig god så der var ingen tvivl om hvor man var og hvor man skulle hen.

Åbent landskab, sol og sommer

Vi kom efter den halve time ud af skovområdet. Der havde været høj stigning hele vejen, hvilket belønnede med at vi nu var kommet op på toppen af en bakke som første os ud i en åben dal. Denne åbne dal blev belyst af solens stråler, og her kunne man nyde varmen af de godt 24-25 grader sidst i oktober måned. Imens vi fulgte de gule afmærkninger igennem dalen kunne man se toppen af de store bjerge der rakte sig i baggrunden. Vi fandt her i dalen et træhus hvor vi satte os og spiste vores madpakke og slappede af. Da vi kom til enden af dalen kom der pludselig muligheden for at tage den blå rute, eller stadig blive på den gule. Det viste sig at begge ruter herfra ville føre hen til hytten. Forskellen var blot at den blå var meget længere da den krævede man kom op på toppen af de bjerge jeg hele turen havde kigget på. Den gule ville føre dig dertil igennem et lidt mildere terræn. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om vi fortsatte med den gule rute ind til vi kom til den omtalte hytte.

Ind i den mørke skov

Resten af den gule rute gik igennem tykt bevokset skov. Ikke lige som den første strækning hvor der var efterårsfarver over det hele. Herinde var der mørkt og alligevel en del grønt. På vejen kom der også en anden hytte. Jeg blev dybt fascineret af denne på grund af dens beliggenhed. Så dybt inde i skoven og helt gemt væk fra altcivilisation. Man kunne knap ane den når man gik på den markerede sti.

Lidt efter kunne vi høre en hund gø, og herfra kom vi ud af skoven og til et åbent landskab igen. Ikke langtid herfra kunne vi se hytten der lå med udsigt ud over dalen. Her holdt vi et hvil hvor vi også fik fyldt vores vandflasker op igen. Vi spiste også en smule brød for madpakken, inden vi begyndte at læse på de guidende skilte. Vi kunne nu enten tage den gule rute tilbage, eller tage den blå rute baglæns, for så til sidst at ende i den tidligere dal hvor vi havde overvejet begge valgmuligheder.

Jeg kunne mærke at jeg blev nød til at søge efter lidt mere af den dramatiske udsigt, så valget blev at vi tog den blå rute baglæns.

Ny plan – vi skal på toppen!

Herfra gik ruten ekstremt meget op af. Underlaget man gik på var stadig jord, med træer over det hele. Som en bakke man gik op af, tæt bevokset af skov. Varmen kom heller ikke herind på samme måde, da der var konstant skygge for trækronerne. Efter en del stop og pauser for at kunne få lidt luft, stoppede stigningen for en kort stund. Herfra gik stien med en lille stigning ud af skoven og her kommer man til synet af de skarpe, enorme klippe toppe som pludselig ikke er urealistisk langt fra en. Efter at gå yderlige 10min op af forvandler underlaget sig fra jord og græs til smuldrende stenstykker. Herfra begynder man at skal hænderne foran sig til at gribe fat om kanterne, så man kan holde fast for ikke at skride ned.

Fra vandretur til klatretur

Turen bliver herfra forvandlet til halv klatring og halv vandretur. En fed kombination som også fik adrenalinen til at pumpe lidt. Jeg vender mig på et tidspunkt for at kigge tilbage – det sitre i hele kroppen når man ser hvor langt der er ned, men samtidigt også en tilfredsstillende følelse af at det jo var lige netop dette her jeg søgte!

Vi fortsætter op noget tid indtil vi pludselig ikke kan finde de blå spraymalede afmærkninger på stenene. Vi står pludselig helt stille ikke aner hvor vi er. Hvor blev den afmærkede blå cirkel af. Vi behøvede ikke at gå mange meter tilbage for at finde den sidste blå afmærkning, så vi burde ikke være gået forkert. Pludselig fanger mine øjne et blåt glimt 5 meter oppe af en klippevæk. Jeg skuer et par gange for at se efter, men den er god nok. Herefter ser jeg så et stort tykt reb som sidder boltret ind i klippen. Jeg peger derop så K kan se det. Hun er helt stille til at starte med, men vi har jo ikke rigtigt noget valg. Det er enten op eller ned. Og ingen af os har lyst til at klatre ned af det stykke vi lige har klatret op af. K tog fast og kravlede op først, og herefter gjorde jeg. Kort efter kom der endnu et stykke hvor man skulle hive sig selv op med et reb.

Ikke plads til højdeskræk!

Turen gik de næste 40minutter virkelig stejlt op af. Det var ren adrenalin og lige nøjagtigt det her jeg havde tænkt på, da jeg stod i bunden og kiggede op på bjergene af Piatra Craioului.

Da vi kom til toppen, stoppede vi op og satte os og nød udsigten. Vi stod nu på toppen af de bjerge vi om morgenen havde kigget op på. Den næste halve time blev brugt på at gå langs toppen af bjergene – også kaldet Ridge Walking. Herfra kunne vi se hele området og dalen. Jeg kunne garanteret også se mere hvis ikke det var fordi jeg havde ladet mine briller ligge i bilen.

Ned det går!

Turen ned var faktisk utrolig hård. Heldigvis var denne side af bjerget meget bedækket af jord og mos, så vi kunne komme ned uden at skulle klatre ned. Det gik stejlt ned af – så stejlt man nogle gange skred flere meter ad gangen. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, at hvis vi havde taget den blå rute modsat vej af hvad vi gjorde, så ville vi skulle have klatret ned af den bjergside som vi kravlede op af. – nej tak.

Turen ned var utrolig ens formet. Der var ingen variation i terrænet, ingen lys grundet trænerne der skyggede og mine knæ var begyndt at blive ømme. Tanken om hvor dejligt det ville have været at veje 80kg på sådan en tur her strejfede mig nogle gange. Men så blev jeg hurtigt mindet om den næsten 110kilo tunge virkelighed + oppakning som niver i ryggen og benene så svedet står ud af hovedet på mig som et vandfald.

Tilbage til den gule rute

Efter halvanden time plus minus ramte vi bunden af dalen hvor de 2 ruter startede. Vi skulle nu blot følge den gule rute baglæns det sidste stykke. Turen igennem den åbne dal gav mig helt gåsehud. Jeg var træt og opbrugt, sulten og tørstig. Men jeg var også helt høj efter at have været oppe på toppen af bjerget. Drømmen i morges var blevet til virkelighed, og det gjorde mig utrolig glad. Efter at have gået igennem dalen igen kom vi til det første stykke af ruten som var skov. Klokken var snart aften og mørket var ved at falde på, så der var ikke meget lys herinde. Dog var der stadig mulighed for at se de gennemtrængende efterårsfarver som bladene camouflerede skovbunden i.

Da vi kom ned på den asfalterede vej hvor alle de vandrende holdt parkeret, gik vi direkte hen og åbnede bagagerummet op for at drikke de sidste rester af sodavand og rive vores fodtøj af.

Det havde været et fantastisk hike!

Tid til at nærme os Bucharest

Vi besluttede os for at vi næste dag ville besøge Bucharest for at finde nogle krystaller til K. Derfor valgte vi at bruge det sidste af aftenen på at køre tættere derpå, så vi næste dag når vi stod op, ikke skulle køre så langt.

GPS’en blev sat mod Bucharest og så så kørte vi indtil gps’en viste under en time dertil. Vi fandt en p-plads langs den store hovedvej hvor vi holdt ind og gjorde klar til at gå i seng. Inden vi skulle sove, stod jeg udenfor og kiggede op på stjernehimlen og mærkede roen der kommer over en når man er virkelig tryg i de omgivelser man er i. Hele tankegangen om hvor skummelt Rumænien er var blevet modbevist. At sove lige nøjagtigt her på en rasteplads langs en stor trafikeret vej ville for en uge siden være bekymrende – men igen lige som på alle andre rejser rundt i verden opdager jeg hvor ens vi alle sammen er. Jeg hoppede ind i bilen til K som allerede var faldet i søvn, låse bilen og faldt med samme selv i søvn

Godmorgen – Sidste dag i Rumænien

Morgen startede ud med at vi satte os ind i bilen og kørte afsted. Vi nåede ikke at køre længere end 50 meter, så kunne jeg se glasskår overalt på vejen og lidt længere henne i vejkanten lå en død brunbjørn. Det var trist at skulle opleve dette dyr på denne måde, men det gav samtidigt en forståelse for at disse dyr rent faktisk går vildt rundt i naturen. Det er ikke bare en røverhistorie. Havde vi stødt på sådan en på vores hike tvivler jeg på at selfiesticken ville kunne klare kampen.

Efter 45min ramte vi Bucharest. Trafikken var tæt i byen. Lige så tæt som mange steder i Asien. Det var tydeligt at der var alt for mange biler i byen i forhold til parkeringsmuligheder. Vi brugte en del tid på at finde en p-plads at holde på. Efter lidt tid lykkedes det, og vi besøgte butikken som K havde glædet sig til. K fik handlet en del flotte krystaller (tjek hendes profil Gry Noora på instagram) som hun skulle bruge til at lave smykker af i Danmark.

Efter besøget i butikken kørte vi hurtigt ud fra byen igen. Det var ikke en by efter vores smag. Generelt er vi måske slet ikke de store bymennesker. Vi havde kunne denne dag tilbage da vi skulle flyve om morgenen næste dag. Det betød også at vi skulle sove i nærheden af Bucharest i aften, så vi skulle heller ikke køre flere hundrede kilometer væk. Vi valgte at køre rundt i små byer nord øst for Bucharest. Her så vi hvordan de levede i de mindre byer. Byerne var primitive, men folket var social. Der sad folkemængder uden for mange af husene og børne legede i store flokke.

Vi gik også en tur og øvede lidt fotografering på nogle tilgroet togskinner. Dagen var i et helt lavt tempo, hvilket var utrolig rart. Vi havde tænkt på at lave endnu et hike denne dag, men tiden var ikke til det, og jeg havde også skav sår på inderlårene, hvilket gjorde mig ret så ukampdygtig. (Skriv gerne nogle råd til dette i en kommentar!)

Sidste aften inden turen går hjem

Klokken var blevet nok til at mørket var faldet på. Vi var også ved at blive sultne, og vi havde ikke mere tilkøbt mad fra supermarkedet hvilket betød at vi gerne måtte finde et sted at spise. Vi fandt et lille lokalt guest house i en by uden for Bucharest. Her fik vi en pizza inden de sidste 20min kørsel fandt sted. Vi valgte at sove 10min fra hvor bilen skulle afleveres. På denne måde var vi sikre på at nå alt til tiden.

Som de tidligere aftener faldt vi i søvn med det samme. Søvn var virkelig ikke et problem på denne rejse. At sove i bagagerummet eller hvad man vil kalde det, var intet problem. Det er ting vi helt sikkert vil benytte noget mere!

Næste morgen stod vi op og afleverede bilen. 10min senere kom en af medarbejderne og kørte os til lufthavnen hvor rejsen sluttede.

Er Rumænien værd at besøge?

Ja Rumænien er værd at besøge. Det er et land hvor hiking er spændene. Bjergområderne, og dem er der mange af i landet, er utrolig flotte. De flade områder hvor der ingen bjerge er, bliver hurtigt kedeligt synes jeg. Skulle jeg bruge tid i Rumænien skulle det klart være for at hike i nationalparkerne. Det er et billigt land at rejse i. Man kan leve billigt hvis man kan lide at leve primitivt.

Jeg kan ikke læse mig til hvornår eller hvordan i kom i bad?

Vi kom ikke i bad. Der var ikke mulighed for at få installeret en bruser i bilen. Det er en af de ferier hvor ordet primitivt er med stort P. Syntes vi at det blev for meget? Nej. Vi har igennem rejserne oplevet mange gange hvor bad ikke er en mulighed i flere dage. Kan man ikke klare det, så er det heller ikke denne type ferie man skal prøve. Mange kæreste par vil nok finde dette grænseoverskridende overfor sin partner. For os blev dette afprøvet helt automatisk dengang vi var i Vietnam. Der havde vi ikke valget om vi ville eller ej, og det har siden hen gjort at vi kan slappe af i at slappe af.

En kommentar til “Rumænien – En weekendtur med frisk luft

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Kom igang
%d bloggers like this:
search previous next tag category expand menu location phone mail time cart zoom edit close